Nu kan du logge på MobilePay med fingeren

Nu kan alle brugere gå i mobilbanken og MobilePay med et fingertryk. Danske Bank er som det første danske pengeinstitut klar med Touch ID-login. Løsningen lanceres i alle nordiske lande i dag.
moblepay fingeraftryk
Touch ID på MobilePay - foto: Danske Bank/ Smartbite.dk

Som en ny funktion på MobilePay, bliver det endnu lettere at bruge de to mest benyttede mobile betalingskanaler i Danmark, nemlig Danske Banks mobilbank, samt MobilePay.

Med et enkelt fingertryk kan du logge dig ind i mobilbanken og tjekke dine konti. Kun, hvis du f.eks. vil overføre penge eller handle aktier, skal du frem med dit NemID.

Når du fremover bruger MobilePay, behøver du slet ikke den 4-cifrede kode længere. Så snart, du har oprettet dit Touch ID-login, kan du logge ind med et fingertryk og derpå overføre og betale penge som normalt.

Første bank i Danmark og Norden
Hos Danske Bank glæder chef for forretningsudvikling, Jesper Nielsen, sig over, at banken er først i Danmark og samtidig første bank med en løsning i alle nordiske lande.

”Touch ID-login er endnu et skridt frem mod at skabe nemmere og mere intuitive løsninger for vores kunder og brugere. Vi har en ambition om at være i førertrøjen på det digitale område, fordi vi tror, at det bliver stadig vigtigere for kundeoplevelsen,” siger Jesper Nielsen.

Sådan fungerer Touch ID-login
For at kunne benytte Touch ID skal brugeren først opdatere sine apps. Derpå skal brugeren i mobilbanken og MobilePay slå ’Log på med fingeraftryk’ til.

Touch ID virker på iPhone 5S og nyere iPhones. Det er de eneste telefoner, der i første omgang kan benyttes med et fingertryk, men Danske Bank arbejder også med en løsning til Android.

Danske Bank har ventet på, at Apple skabte en tilstrækkeligt velfungerende Touch-ID løsning. Der skete med iOS 9. I dag er brug af Touch ID i MobilePay og mobilbank lige så sikkert som den 4-cifrede kode, hvis man blot følger MobilePays og Apples normale råd om sikkerhed.

Sker det, at fingeraftrykket ikke virker, kan man stadig indtaste den 4-cifrede kode.