Betal med MobilePay og spar penge

Nu kommer Danmarks første mobile bonusprogram. Det hedder MobilePay Bonus og giver brugeren mindst 5 procent bonus i alle butikker, som kobler sig på konceptet. I første omgang lanceres MobilePay Bonus som et forsøg hos omkring 25 butikker i Lyngby
mobilepay
foto: Smartbite.dk

Er du træt af papkort, klistermærker og loyalitetskort i din pung, så kommer der nu et alternativ. Fra i dag åbner MobilePay Bonus. Det er et bonusprogram, som i første omgang er målrettet mindre og mellemstore butikker, der bruger MobilePay.

Hver gang brugeren betaler med MobilePay, opsparer brugeren nemlig en bonus på minimum 5 procent, hvis butikken tilbyder MobilePay Bonus. I første omgang lanceres konceptet som et forsøg for at modtage feedback fra kunder og butikker.

Vi har valgt at gøre Lyngby nær København til Danmarks første MobilePay Bonus-by. Her har omkring 25 butikker sagt ja til at afprøve den nye bonusløsning. Når erfaringerne er indsamlet, er forventningen at tilbyde muligheden til alle MobilePay Business butikker - altså dér hvor danskerne allerede i dag møder MobilePay-klistermærket i butikken.

Bonusprogrammet skal omfatte alle MobilePay-løsninger
Men ambitionerne er endnu større, siger Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay i Danske Bank.

“I næste fase vil vi teste løsningen grundigt hos en eller to landsdækkende kæder og også tilbyde at understøtte eksisterende større bonusprogrammer. På sigt er ambitionen at kunne tilbyde kunderne bonus, hver gang de betaler med MobilePay, uanset om det er i de mindre butikker, store kæder eller i webshops,” siger Mark Wraa-Hansen.

I samarbejde med brugerne
MobilePay har arbejdet med bonuskonceptet i lang tid. Allerede for et år siden søgte man via sociale medier efter brugere, som havde lyst til at give input til, hvordan et bonuskoncept kunne se ud, som gav mest værdi for dem. Parallelt har MobilePay afviklet workshops med butikkerne for at lytte til deres ønsker.

Butikker i Lyngby tager positivt imod MobilePay Bonus
"Kunder gider ikke alle mulige ekstra kort og koder for at få loyalitetsfordele. Det skal være samlet et sted, i telefonen. Vi glæder os derfor til at teste dette nye spændende tiltag fra MobilePay," siger Claus Brun Stallknecht, indehaver af Løberen.

Tøjbutikken Jardex fremhæver, at et enkelt og gennemtænkt bonussystem friholder butikken for administrative omkostninger.
”Samtidig er løsningen brugervenlig og hurtig, hvilket har stor værdi, når man som en kvalitetsbutik gerne vil gøre kunderne endnu mere loyale og tilfredse,” siger direktør Ulrik Jardorf fra Jardex.

Hos Blomsterberg’s Café glæder man sig også til at kunne tilbyde loyale gæster og MobilePay-brugere nye fordele.

”Som mindre virksomhed har vi med MobilePay Bonus mulighed for at skabe vores eget loyalitetskoncept. Det er en værdiskabende, innovativ og fremtidssikret betalingsløsning, der vil blive benyttet af størstedelen af Danmarks befolkning. Det er vi glade for at kunne tilbyde caféens gæster," siger Nilaus Bille Nielsen fra Blomsterberg's Café.