WiMP bliver til TIDAL hos Telenor

Telenors musikstreamingtjeneste skifter navn fra WiMP til TIDAL. Logoet og app’en er ny, men musikkataloget med over 25 millioner sange er det samme, og prisen vil fortsat være 79 kr. om måneden hos Telenor
tidal
Tidal - foto: Telenor

Musiktjenesten WiMP har skiftet navn til TIDAL i en række lande, og nu skifter den også navn hos Telenor. TIDAL blev for nylig verdenskendt, da den blev købt og relanceret af rapperen Jay Z. TIDAL har samme høje brugervenlighed som WiMP og samme stærke musikkatalog med over 25 millioner sange, og TIDAL har desuden både en dansk og en international musikredaktion, der anbefaler albums og playlister – både det nye friske og det glemte guld fra bagkataloget.

Hvis man er WiMP-kunde hos Telenor, behøver man blot at downloade TIDAL-app’en og logge ind med samme password, som man bruger til WiMP, så har man med det samme adgang til hele TIDALs musikkatalog og redaktionelle anbefalinger. Hvis man i WiMP har lavet sit eget bibliotek med playlister og favoritalbums, følger de automatisk med over i TIDAL. Frem til udgangen af 2015 har Telenors WiMP-kunder adgang til at bruge både WiMP og TIDAL, men Telenor anbefaler, at man skifter til TIDAL med det samme, da fremtidige opdateringer kun kommer til TIDAL, ikke til WiMP.

”Vi er stolte over at have bidraget at udvikle musikstreaming-markedet i Danmark, siden vi lancerede WiMP i 2010. Nu tager vi næste skridt med et nyt, stærkt brand. Folkene bag TIDAL har store ambitioner for at udvikle dét, der formentlig allerede er Danmarks fedeste tjeneste til musikstreaming, og det er en klar styrke i forhold til andre musiktjenester, at TIDAL kører videre med den danske musikredaktion, som WiMP-kunderne har været rigtig glade for,” siger Kåre Carlsen, der er Head of Digital Services i Telenor.

TIDAL-app’en er tilgængelig nu til Android-telefoner, Android tablet-pc’er, iPhones, iPads samt til Mac og Windows-baserede pc’er. Prisen er uændret, dvs. kun 79 kr. om måneden for Telenor-kunder. Hvis man ikke i forvejen er WiMP-kunde og gerne vil teste TIDAL, kan man få den gratis på prøve i 30 dage via http://tidal.com/dk.

Også værd at vide om TIDAL

  • Du kan med en enkelt berøring på skærmen gøre din favoritmusik tilgængelig offline, så du også kan høre musik, når du ikke har forbindelse til internettet.
  • Via Soundiiz.com kan du importere playlister til TIDAL fra enhver anden streamingtjeneste.
  • Ambitionen med TIDAL RISING, som er en del af TIDAL-app’en, er at udbrede kendskabet til dygtige musikere, som har slået igennem lokalt, men fortjener et større publikum.
  • Tilsvarende finder du i app’en TIDAL DISCOVERY, som præsenterer helt friske og uopdagede talenter, der har potentialet til at blive morgendagens stjerner.
kategorier: 
Quick Text: 
Apps