Ni ud af ti ser tv via deres mobileenheder

Når der skal ses film, serier, videoklip eller sportskampe, nyder smartphones, bærbare computere og tablets stigende popularitet hos forbrugerne, imens der er sket et fald i brugen af tv det seneste år
fjernsyn
Ni ud af ti ser tv via deres mobileenheder

Selvom hver anden forbruger (52 procent) stadig foretrækker tv’et, når de skal se film og serier, har mere end hver ottende forbruger (13 procent) i løbet af blot et år vendt tv’et ryggen, imens bærbare computere, smartphones og tablets har oplevet en stigning i popularitet. Tendensen er den samme, når det kommer til sportskampe og videoklip, og tendensen går også igen på tværs af aldersgrupper. Tydeligst er den blandt unge fra 14 til 17 år, hvor der eksempelvis er sket et fald på hele 33 procent i brugen af tv til film og serier det seneste år.

Det viser en undersøgelse fra Accenture foretaget blandt 24.000 forbrugere på tværs af 24 lande, ikke Danmark, men flere af de lande Danmark typisk bliver sammenlignet med.

"Second screen" stiller nye krav til indhold
Undersøgelsen viser også, at når forbrugerne ser tv, sker det for langt størstedelens vedkommende (87 procent) i kombination med et andet device som en smartphone, tablet, spillekonsol eller bærbar computer. Fænomenet kaldes ’second screen’, hvor brugerne for eksempel interagerer med andre via Twitter eller Facebook om indholdet, som de netop ser. Her er kombinationen af tv og smartphone den mest populære, nemlig hos 57 procent af forbrugerne.

Faktisk ejer gennemsnitligt 37 procent af forbrugerne på tværs af landene både en tablet, smartphone og bærbar computer. Kina ligger klart i toppen med 58 procent, mens det blot er 40 procent af de svenske forbrugere, der ejer alle tre.

”Skiftet væk fra traditionel tv-sening over mod mobile enheder skyldes blandt andet, at streamingmulighederne hele tiden forbedres og batteritiden bliver længere. Og når forbrugerne ser tv, er de ofte også aktive på en tablet eller smartphone ved siden af. Den stigende brug af ’second screens’ stiller helt nye krav til medievirksomhederne om at skræddersy deres indhold på nye måder på tværs af platforme. Deres evne til dette er afgørende for deres succes eller fiasko,” fortæller Gavin Mann, der er Accentures globale ansvarlige for rådgivning af mediebranchen.

Andre tal fra undersøgelsen:
• Blandt 14-17 årige foretrækker hver tredje at se film og serier på mobile enheder frem for på tv’et. Tendensen er noget mindre i de lidt ældre grupper, men også her er populariteten dalende.
• Tv’et er generelt den mest anvendte device, når der skal ses sportskampe. Dog er der sket et fald på ti procent fra 2013 til 2014, men 43 procent af forbrugerne foretrækker stadig tv’et, når de ser sportskampe.
• Den bærbare computer er generelt den mest anvendte device, når der skal ses videoklip. Hele 54 procent af forbrugerne foretrækker at se videoklip på den bærbare computer, mens tablet og tv kun bliver brugt af henholdsvis hver femte og hver sjette.