Betal i supermarkedet med et swipe på mobilen

Fra i dag kan du betale dine daglige indkøb med MobilePay
mobilepay
MobilePay - foto: Danske Bank

Fra i dag kan du lade tegnebogen blive hjemme og i stedet betale med mobilen ved kassen med et ”bip” og et swipe. I hvert fald hvis du køber ind i Føtex i Storcenter Nord i Aarhus, der som landets første supermarked åbner op for betaling med MobilePay.
 
Enkelt og nemt
Det er enkelt og nemt at betale. Når du når frem til kassen, skal du bare tage mobilen frem, logge ind i din MobilePay og holde den mod MobilePay-logoet ved kasseapparatet. Når alle varene er kørt igennem, godkender du betalingen med et swipe på din egen skærm. Se hvordan i videoen her på siden.
 
Alle moderne mobiler
Det er ikke kun de helt nye mobiler, du kan udføre betalingstricket med. Alt der kræves af mobilen er, at du aktiverer Bluetooth på iPhone eller NFC på Windows og Android. Det har langt de fleste. Over den næste måned lanceres den nye form for mobilbetaling i fire andre supermarkeder rundt i landet. Og efter en forsøgsperiode forventer Dansk Supermarked at rulle løsningen ud i alle deres 566 Føtex-, Bilka-, Salling- og Netto-butikker.