Lumia 630 lander i Danmark den 15. maj

Den 15. maj lanceres Lumia 630 i de danske butikker til en meget billig pris på kun 1.195 kroner
lumia 630
Lumia 630 - foto: Nokia

Ønsker du en billig smartphone, så burde du måske vente på den kommende Lumia smartphone, som siges at blive lanceret om to små uger. Lumia 630 siges nemlig at blive lanceret i de danske butikker den 15. maj til en pris på kun 1.195 kroner.

Lumia 630 kommer med Windows Phone 8.1 fra salgsæsken. Dermed overhaler Lumia 630 topmodellerne inden om og bliver den første smartphone på det danske marked, der kommer med de seneste forbedringer og nye funktioner til markedets mest innovative styresystem fra Microsoft.

- Vi er glade for at kunne offentliggøre salgsstarten af Nokia Lumia 630 i Danmark, og vi er overbeviste om, at den vil blive betragtet som den bedste smartphone inden for sin priskategori. Blandt andet fordi, den tilbyder den samme Windows 8.1-oplevelse og banebrydende teknologi, som findes i vores topmodeller, siger Niels Kjelstrup, som er Product Marketing Manager i Microsoft Devices Skandinavien.

Bygget til business
Lumia 630 kommer også med den nye Microsoft Enterprise-pakke, som er mobile versioner af Microsoft Office, samt OneDrive, hvor du har mulighed for at gemme dokumenter og redigere dem, mens du er på farten. Også den gratis navigation fra HERE Maps og HERE Drive+ følger med fra salgsæsken og bidrager til at gøre Lumia 630 til et professionelt redskab.

Med en 8GB hukommelse med mulighed for at udvide med op til 128 GB kan Lumia 630 lagre alle de apps og filer, du har brug for – både i forhold til arbejds- og privatlivet. Endvidere kommer Lumia 630 med en Snapdragon quadcore-processor samt en 4,5 tommer Clear Black-skærm, der gør det muligt at se skærmen helt tydeligt, selv i solen.

Lumia 630 får en vejledende udsalgspris på 1.195 DKK inkl. moms og kommer i farverne orange, gul, sort og hvid. Du kan let skifte farve på smartphonen ved at tilkøbe et udskifteligt cover.

Lumia 630 bliver forhandlet hos TDC, Call me, Telia, DLG Tele, Expert, Fona, Bilka og Føtex.