Samsung præsenterer ny serie af hukommelseskort

Samsung Danmark har netop informeret os om, at Samsung nu er klar med en ny serie af SD- og microSD-hukommelseskort til kompaktkameraer, systemkameraer og mobile enheder som f.eks. tablets og smartphones
samsung sd microsd kort
Samsungs nye serie af SD- og microSD kort - foto: Samsung

Hukommelseskortene, som Samsung har præsenteret i dag, findes i kategorierne PRO, EVO og Standard – alle tilpasset forskellige behov. Serien inkluderer lagringskapaciteter fra 4 gigabyte og op til 64 gigabyte. Den nye serie er blevet opdateret på forskellige måder, blandt andet med et nyt design og forskellige farver; PRO-serien er holdt i sølv, EVO er holdt i orange, og Standard er holdt i blå. Desuden oplyses lagerkapaciteten på hvert kort med tydelig tal-angivelse.

Samsungs nye hukommelseskort opfylder forbrugernes krav i forhold til kapacitet, ydeevne og sikkerhed. Både PRO og EVO understøtter UHS-I i klasse 1 (Ultra High Speed), og tilbyder desuden overførselshastigheder på henholdsvis 90 MB/s og 48 MB/s. Med seriens topprodukt, PRO-serie hukommelseskortet på 64GB, kan forbrugeren optage cirka 670 minutters fuld HD-video (30 fps) med et kompaktkamera uden at skulle skifte eller tømme hukommelseskortet.

For at undgå at brugerne mister deres fotos, videoer eller dokumenter, er de nye hukommelseskort designet til at modstå vand, fugt, høje og lave temperaturer samt stråling fra magnetfelter og røntgenapparater. Alle hukommelseskort i serien kan håndtere op til 24 timer i vand, og temperaturer fra - 25˚C til +85˚C. Data gemt på hukommelseskortene påvirkes desuden ikke af røntgenstråler som f.eks. ved lufthavnens sikkerhedskontrol. Derudover kan SD-kortene modstå vægten fra et køretøj på 1,9 tons uden at gå i stykker.

Den nye serie af hukommelseskort kommer i butikkerne fra maj. Hvad prisen bliver på de forskellige hukommelseskort, har vi endnu ikke fået informationer om.