Nu kommer YouTube på dansk

Google har i dag lanceret en dansk udgave af YouTube, og helt nye muligheder åbner sig for danskerne på den populære videoplatform
youtube dk
foto: Smartbite.dk

Der findes 2,2 millioner unikke danske YouTube brugere hver måned og i dag får de deres eget lille hjørne af den globale tjeneste på Youtube.dk.

- Danskerne har allerede siden YouTubes spædestart både set og uploaded utallige videoer, men med youtube.dk bliver den globale platform endnu mere interessant for vores danske brugere. Dels kommer der mere originalt indhold i form af lokale danske mediekanaler på YouTube, og dels kan almindelige danske brugere nu søge om at deltage i YouTubes partnerprogram, og dermed få muligheden for, via annoncer, selv at tjene penge på det indhold de producerer til YouTube, siger Peter Friis, direktør for Google Danmark.

På forsiden af youtube.dk vil de mest populære danske videoer blive vist, samt de videoer, der stiger mest i popularitet. Det betyder, at danske brugere lettere vil kunne finde og se dansk produceret indhold.

Udover det, kan danskerne blive partner med YouTube, som betyder at danskerne kan tjene penge ved at oploade deres videoer på YouTube og få et par øre, for hver gang ens video bliver set.